Den lille pingvin

Jeg er ved at lægge sidste hånd på to års studentertid. På tirsdag skal jeg til sidste eksamen. Hvilket egentlig burde betyde, jeg skulle sidde med hovedet nede i bøgerne. Jeg prøver, men må indrømme, at det at vide, jeg er færdig lige om lidt, blot har en negativ virkning på min motivation. Jeg ved, jeg er færdig på tirsdag, om jeg så dumper. Dog prøver jeg at gøre mit bedste, og det er derfor dette indlæg kommer. Jeg sad nemlig og sorterede notater på computeren da jeg faldt over dette lille eventyr, jeg skrev sidste år. Kan huske jeg ikke anede, hvad jeg skulle skrive og fik hjælp af noge fra mit daværende hus. Langt fra en ny klassiker, men synes det var lidt hyggeligt alligevel. Når fest og ballade er overstået, vender jeg stærkt tilbage med mere aktivitet.

"Der var engang en lille pingvin, der boede med sin familie på sydpolen. Den lille pingvin brokkede sig tit over alt det han ikke kunne. ”Hvorfor kan jeg ikke flyve ligesom mågerne. Hvorfor har jeg ikke en masse søskende jeg kan lege med. Hvorfor kan jeg ikke sove hele dagen? Hvorfor kan jeg ikke spise hele dagen? Hvorfor er jeg ikke grøn?” Fra han stod op til han gik i seng brokkede han sig. Alt dette brokken nåede en dag op til den store pingvin gud Pingvino. Han ville ikke hører på alt det brokkeri, og ville give den lille pingvin en lærerstreg.

Næste morgen vågnede den lille pingvin op, og da han gik ud af hulen kunne han lige pludselig flyve. Han fløj og fløj, og kunne se ned over hele sydpolen. Da han skulle spise snakkede han med sine venner, og så hørte han om hvor meget, de havde leget hele dagen. Den lille pingvin ville også være med, men hver gang han begyndte at løbe, fløj han op i luften. Han kunne slet ikke lege som alle de andre, og nu var det ikke længere sjovt at kunne flyve. Han gik i seng og hadede, at han bare fløj hele tiden.

Næste morgen vågnede han op til en masse skrig. Hvad var alt den larm. Ind i hans værelse trådte en hel flok små pingviner, der hoppede rundt på ham. ”Vi vil lege med dig store bror” ”Op op op”. Han hoppede ud af sengen, og efter ham fulgte alle hans små søskende. Nu ville han flyve væk, men det kunne han ikke mere. Hele dagen rendte de små søskende efter ham. Endnu engang gik han led og ked i seng.

Den tredje morgen vågnede han ikke af skrig. Nu håbede han alt dette mærkelig var stoppet, og han stod ud af sin seng. Da han kiggede sig i spejlet var han fuldstændig grøn over det hele. ”Neeeej” råbte den lille pingvin. Hvorfor nu det.

Hans mor havde set på forandringerne nu i tre dage og hun tænkte det var tid til en snak. ”Hvorfor er du så sur i dag? Du har jo fået alt det du har gået og ville ha´” ”Jamen mor prøv at se på mig? Jeg er jo ikke som alle de andre” ”Et det ikke det du ønsker? Du vil jo altid have alt det, du ikke har” ”Nej ”sagde den lille pingvin, ”ikke mere. Jeg vil bare lege med mine venner, som jeg altid gør” 
Med disse ord blev den lille pingvin almindelig igen, og resten af han dagen, nød han hvert et øjeblik, som den pingvin han nu engang var."